Kong Vermund og Uffe hin Spage

En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han havde sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter og vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste søn Uffe.
Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen at sine jævnaldrende, men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber, og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte ikke ham det allerringeste.

I denne døs og sløvhed levede han, lige til han var 30 år; men så hændte der noget, som vakte ham af hans dvale og viste, at der virkelig var liv i ham. Der kom nemlig en dag sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket både på sjæl og legeme til selv at regere længere. Syntes han imidlertid ikke om således uden videre at give slip på riget, så skulle de gøre ham det forslag, at han lod sin søn møde sammen med deres konges søn, for at de to kunne afgøre sagen i en tvekamp.
Men var det ham heller ikke tilpas, så måtte han straks være belavet på krig, thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd stod længe tavse, thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes frække tale.
Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre, sagde han, at han kan spare sig al ulejlighed, thi Danmark savner ikke en konge, som kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper, som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se, thi jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig.

Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist. Men hvorfor udæskede du to for een? spurgte han. Fordi, svarede Uffe, at der forleden var to danske om at slå een svensker ihjel.

Vermund blev omsider overbevist, og for første gang følte han rigtig glæde over sin søn. Der blev nu aftalt tid og sted, hvor kampen skulle gå for sig, og sendebudene drog hjem for at bringe deres herre besked.
Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd, der kunne holde. Man kom frem med det ene efter det andet, men de sprang i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige arm.

Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen, men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget besvær.

Det var en aftale, at kampen skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af tilskuere, tyskere mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte kampens gang med spændt opmærksomhed.
Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken, thi det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse.
Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet.
Nu hørte jeg Skræp, sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær, men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død ved Siden af kæmpen.

Dermed var kampen til ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem. Men danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i regeringen.
Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af freden, og det var derfor, han fik tilnavnet: hin Spage.

Håndværker - colic-help - skateboard - rfp - invest

Kong Skjold: En gammel fortælling:

I gamle dage, før kongemagten var indført i vort fædreland, havde danskerne ingen love at rette sig efter. Det gjaldt kun om at have kræfter den gang, for den stærkeste har altid ret. Det var den regel de mægtige levede efter, og de svage måtte bøje sig for den, hvor nødig de end ville.

Det var ikke alene mellem danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig, at når landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra andre lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som den gang plyndrede på vore kyster.

Derfor var der nød i Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og brændte, så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til Odin om hjælp, at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen vidste hvorledes det skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen ville komme inden aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet andet end rygter om nye overfald, og så kunne de glæde sig over at det ikke var dem selv der var blevet hjemsøgt.

Værst var det i Hedeby. Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed var udsat for fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette mennesker givet sig hen til drukkenskab og andre laster, og de gjorde de fromme al den skade de kunne finde på.

Da skete det en dag, som nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje på et underligt skib der kom sejlende langt ude.
Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de kunne se det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje mast.
Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord, uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen styrmand, og dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord, og skønt denne bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for vinden drejede og blæste den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede sig det inderste af fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og lagde sig helt til sidst, så skibet flød roligt og lagde stille til land.

Langs med fjorden havde folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad stranden. Flere og flere kom til, og da skibet stod stille, var der samlet en stor mængde mennesker, som betragtede det underlige fartøj, og da så de, at der dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå mellem guld og våben en lille dreng, der sov på et skjold med et kornneg som hovedpude, og nu slog han øjnene op, just som skibet standsede, og folket var forsamlet.

Odin har hørt vor bøn, for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af neget og hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han skulle værne landet og dets beboere.

Det var en ung hersker danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om noget, tværtimod trængte han selv til værn i sin barndom, men det var dog som om man kunne mærke, at Odins søn var kommet til landet, for der var frugtbarhed og fred over hele riget.

Imidlertid gik årene, og Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han heller ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav ham da også en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt og ret. Han var ikke gammel, Før han fik undervisning i våbenbrug, og han var ikke stort ældre, da han for første gang fik god anvendelse for sin færdighed og sine kræfter.

Det hændte sig nemlig engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store skove, som på den tid bredte sig over hele landet. Skjold var imidlertid så ivrig i at forfølge dyrene at han kom bort fra sine ledsagere, som også hver for sig jog efter vildt.

Som Skjold nu trængte frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig bjørn, der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte hurtigt tage sin beslutning, og da han næsten var værgeløs over for et så stort dyr, tog han sin bælte af og brødes nu så længe med bjørnen, at han fik den under sig og bandt den med bæltet. Således holdt han den, idet han ventede på sine ledsagere. De havde jo opdaget at Skjold var borte, og de fik travlt med at søge efter ham, for de tænkte sig den fare han kunne være i, men mindst, at han havde overvundet den på en sådan måde. Derfor strejfede de rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik de svar. Det var et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket over den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod og beundrede hans styrke.

Ligesom Skjold overvandt de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men sit rige styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev almindelig afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle. Han indførte den lov at trællene skulle have deres frihed, så de kunne flytte fra en herre til en anden. De fattiges gæld betalte han, og sine stridsmænd gav han hvad de vandt på krigstogt, for Skjolds regel var, at byttet var kæmpernes, men æren Kongens.

Dog kunne han også straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i tide, og da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han havde fortjent denne straf, og fordi Skjold ville, at andre ildesindede mennesker kunne se hvad der var i vente ved sådanne forsøg.

Også udenfor Danmark indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru, hvis rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed Alvilda, og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste derned for at bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn Skate kommet ham i forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud med sværdet, ved at dræbe Skate eller drage hjem med uforrettet sag. Det sidste ville han ikke og var derfor nød til at udæske tyskeren til tvekamp, skønt partiet var ulige, eftersom Skate var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og meget mindre. Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod på hver sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev Skjold, der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men han undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til Danmark.

Om det nu er denne Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers må hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med Gefion.

Det fortælles at Gefion engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt om hende, at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne pløje op med fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til stude og spændte dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet blev revet løs, og så hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et stykke land, som blev til en stor ø, for studene trak den ud i sundet mellem Fyn og Sverige, og hun gav det navnet Sjælland, som det hedder endnu. Men der hvor hun tog det fra, blev en sø, som er til den dag i dag, og kaldes Vänern.

Denne ø som Gefion således dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre, hvor han boede med Gefion, som han tog til ægte.

Kong Skjolds henfart blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra.

Men det var folkets tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham.

Håndværker - colic-help - skateboard - poverty - fat