Ansgar

Ansgar var født i det nordlige Frankrig i året 801.
Han var tilsluttet klostret Corvey, og var meget optaget af at udbrede evangeliet. I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om at gå ud blandt hedningerne, og derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak til Danmark i 826.

Men Harald Klak var en upålidelig mand, og snart blev han for stedse jaget ud af landet. Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark.

Større held havde han, da han drog til Sverige.På en ø i Mälaren blev der rejst en kirke. Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp for danske, svenske og Vender, med sæde i Hamburg.

Længe varede det dog, inden han kunne genoptage forkyndergerningen i Danmark. Vikingetogterne blev nemlig voldsommere, og selve Hamburg blev ødelagt af en dansk flåde, og Ansgar undslap med nød og næppe.
Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så den danske kong Hårik måtte holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar som den tyske konges udsending i Danmark, og ved sin uplettede vandel vandt han Håriks tillid.

Kong Hårik tillod opførelsen af en dåbskirke ved Slesvig.
Kongens efterfølger, Hårik den Yngre gav Ansgar grund til en kirke ved Ribe.
I disse vigtige handelsbyer i Danmark dannedes menigheder, som var udgangspunkter for troens videre udbredelse.
Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til foragrelse for hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne bort.

Missionen i Sverige var overtaget af andre, men det gik ilde. Ansgar gæstede da atter kirken i Mälaren og styrkede den lille menighed.
At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske, men ingen nordbo lagde hånd på ham, og han døde af sot i 865.

Ansgars efterfølgere i Hamburg - Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til en menighed i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens udbredelse ikke den fornødne støtte fra den tyske rige, der i denne tid var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinger tog dåben på togt i vesten.

Med Henrik 1. og Otto den Store blev Tyskland endelig stærkt nok til atter at give kristenforkyndelsen støtte.
Gorm den Gamle, død 957-58, var dog endnu hedninger og højsattes på hedensk vis.
Men deres søn Harald Blåtand, død omkring 986, skaffede kristendommen sejr. Han skildres som en mand, der var rede til at høre, men sen til at udtale sin mening.
I disse år bredte den nye tro sig stærkt, og Hanburg - Bremens ærkebisp indviede de første danske bisper ( i Slesvig, Ribe og Århus).
Flere og flere mente, at Kristus var en stærkere Gud end Odin og de gamle landvætter.

Omkring 965 var det at en klerk, Poppo, tilbød at bevise den nye tros sandhed ved jernbyrd. Han bar det glødende jern, uden at hans hænder tog skade, og dermed var efter tidens opfattelse godtgjort, at den nye Gud var den mægtigste.
Harald tog da kristendommen, og på kongsgårdene og overalt, hvor kongens magt nåede hen, ophørte dyrkelsen af aserne.
Selv byggede Harald Blåtand en kirke i Jelling og Roskilde, og med rette kalder Harald sig, på den store runesten i Jelling som han rejste over sine forældre, for "den Harald som gjorde danerne kristne".
Langt ud over Danmarks grænser søgte han at bane vej for troen. Vikens omvendelse begyndtes af ham, da han havde herredømmet over Norge i flere år.


Håndværker - colic-help - skateboard - particle - islam